14 jul. 2017

Fatihs praktik

Fatih har netop afsluttet et semester som bygningskonstruktør praktikant hos Hustømrerne, på Nyt Psykiatrisk Center i Aarhus.

Her er hans oplevelse med at være praktikant hos os:

Man får alt det ansvar man orker
Jeg havde faktisk fået et andet tilbud om praktikplads, men jeg surfede lidt rundt og Hustømrernes hjemmeside fik mig til at ændre mening. Der stod en masse om virksomheden og historien og det interesserer mig. Og det lignede et sted hvor det ikke bare handler om arbejde, arbejde hele tiden. Der er noget mere, sammenhold osv. Så yder man også mere som praktikant og er motiveret.

Opstarten var god. Ham jeg havde snakket med havde samlet flere fra holdet til en snak om praktikken og hvad jeg gerne ville have ud af det.

Til at starte med fik jeg at vide, at jeg bare skulle ud og snakke med svendene – det er det man lærer af. Jeg er indadvendt, så det havde jeg ikke så meget lyst til. Man efterhånden som jeg fik det gjort, kunne jeg forstå det. Hele arbejdet bliver nemmere når man kender dem. Og de betragter mig ikke som praktikant. Tonen kan være lidt hård, men sådan er det jo.

Hustømrerne tøvede ikke med at uddele ansvar til mig – det kom på dag 1. Der var ingen spildtid og det er rigtig vigtigt når man kun er i praktik i 4-5 måneder og skal have noget ud af det.
Man får alt det ansvar man orker og så kan man selv sige fra. Det betyder at man kan få lov til at prøve en masse og prøve sine egne grænser af. Det er fedt og det betyder at det er lysten der driver en.

Jeg har altid følt mig som en kollega og ikke som en praktikant. Jeg har været i praktik andre steder, hvor jeg bare blev sat til at lave det samme og intet lærte og det frygtede jeg også denne gang. Men her følte jeg at der virkelig var brug for mit arbejde og min hjælp.
I perioder har jeg fået lov til at køre noget af entreprisen helt selv og det har givet rigtig meget indsigt i arbejdet. Jeg har f.eks. indset at jeg vil være udførende og ikke projekterende konstruktør.

HT er gode til at have praktikanter. Man kan tydeligt mærke, at det ikke er første gang. De ved hvad en konstruktør kan og skal kunne og hjælper en til kunne opfylde ens læringsmål.
Man lærer at man ikke skal være bange for at lave fejl, for det er sådan man lærer noget. Man får ros og anerkendelse for det man gør. Og man kan altid spørge om hjælp.

Jeg vil helt sikkert søge hos Hustømrerne når jeg bliver færdig med min uddannelse. 

 

"passion og godt håndværk er kendetegnende"

Se vores referencer her