June 15, 2023

Hustømrerne udvider på Fyn

Efter en flot modtagelse i trekantområdet har Hustømrerne valgt at udvide til Fyn. Ifølge afdelingschef Brian Dall er der et spændende marked, hvor netop Hustømrernes kompetencer efterspørges.

- Vi er blevet budt ind til flere opgaver og kan se mange gode projekter i horisonten. Men vi har ikke villet forpligtige os, for så at sende vores jyske tømrere til Fyn. Jeg synes, at et lokalt tilhørsforhold er utroligt vigtigt og jeg er overbevist om at en projektleder med lokale rødder er mere engageret i byggesagen. Man bygger ikke længere for en bygherre, men for sit lokalsamfund, fortæller Brian Dall, Hustømrernes afdelingschef i Syddanmark og Fyn. Han fortsætter:

- Så da vi kunne se, at vi havde en god portefølje på Fyn, var tiden inde til at udvide afdelingen. Derfor er vi også i gang med at sammensætte et stærkt hold af lokale projektledere og tømrere, der vil have base i Odense.

Udvidelse er en langsigtet forpligtigelse

Udvidelsen på Fyn sker også på baggrund af en større omstrukturering i Hustømrerne. Målet har været at sætte fokus på spidskompetencerne i form af fagentrepriser med gode samarbejdspartnere:

- Det er med stor ydmyghed vi træder ind på det fynske marked. Det er sket efter grundige overvejelser og vi er nu klar til at være en del af den fynske byggebranche. Vi kan se, at der er mange projekter, hvor en fagentreprenør af vores størrelse og med vores kompetencer passer godt ind. Vi ser derfor frem til at levere godt tømmerarbejde til vores fynske samarbejdspartnere, afslutter adm. Direktør i Hustømrerne Morten Sort.

Blandt opgaveporteføljen på Fyn er blandt andet byggeriet af et nyt autismecenter i Fangel nær Odense. Her skal Hustømrerne varetage tømrerentreprisen med Dansk Boligbyg som totalentreprenør.

Ledige stillinger

Vi søger løbende nye kollegaer. Så send os en ansøgning. Vi glæder os til at byde dig velkommen på holdet.